Lovligt tyveri af domænenavne?

Oprettet: 21-11-2009 12:38 af Jesper Schlæger

Et domænenavn ejet af den samme mand igennem 9 år, er nu ikke længere beskyttet af den grundlovssikrede ejendomsret. Er det i landets interesse, at en virksomhed er prioriteret højere end en privat person?

Jeg læste i dag om en sag mellem webbureauet Orango.nu og privatpersonen Peter Veileborg. Sagen vedrører internetdomænet orango.dk, som Peter Veileborg registrerede i januar 2000, idet Orango var et brugernavn, som han brugte i forbindelse med spil og chat på internettet. 

Webbureauet Orango blev oprettet i begyndelsen af 2009, og kontaktede efter etableringen Peter Veileborg for at spørge om muligheden for at overtage domænet. Peter Veileborg afslog tilbuddet.

Efterfølgende indbragte Webbureauet sagen om domænet for Klagenævnet for Domænenavne med påstand om overtagelse af domænet orango.dk. 

Ejendomsretten er IKKE ukrænkelig

Klagenævnet for Internetdomæner afsagde 13. november 2009 som dom i sagen, med følgende afgørelse: 

Indklagede, Peter Veileborg, skal anerkende, at den foreliggende registrering af domænenavnet "orango.dk" er i strid med gældende dansk ret, og at registreringen af dette domænenavn overføres til klageren, Orango ApS. Overførelsen skal gennemføres 4 uger efter nedenstående dato.

Nu er situationen blot den, at betingelserne for registrering af et .dk domæne ikke foreskriver, at registreringen og anvendelsen af internetdomænet skal være af erhvervsmæssig karakter, og det er derfor mig uforstående, at Peter Veileborg bliver frakendt retten til sit internetdomæne. 

Grundlovens § 73 stk. 1 siger: 

Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Det er derfor min klare overbevisning, at den kendelse, som Klagenævnet for Internetdomæner har truffet, er i direkte strid med Grundloven og derfor ikke er en gyldig kendelse.

Hvordan sikrer jeg mig mod frakendelse af mit internetdomæne?

Det ville være fantastisk at kunne give dig et svar på dette spørgsmål, som var utvetydigt og med baggrund i lovtekst, men problemet med ovenstående dom er, at du nu ikke længere som privatperson kan sikre dig mod en frakendelse af dit domæne. 

Jeg forestiller mig, at situationen havde været en anden, såfremt Peter hed Orango til efternavn, men omvendt er ovenstående dom så graverende, at jeg ikke tør love at der er en forskel. 

Yderligere oplysninger

Du kan læse den fulde dom og sagsfremstilling på domæneklager.dk - du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle, der vil kunne åbne siden, da den i domænenavnet indeholder det danske "æ", hvilket kræver at din internet browser understøtter det. Genialt for en offentlig hjemmeside, ikke?

Læs også grundlovens § 73.

Og endeligt, den omhandlende side, som jeg reelt ikke ønsker at linke til, idet Webbureauet Orango ifølge dommen skal overtage den pr. 4. december 2009 (og jeg ikke ønsker at hjælpe dem ved at linke til dem, så derfor må du kopiere adressen op i adresselinien!): www.orango.dk


 
Kommenter indlægget
Navn *:


Kommentar *:


Evt. hjemmeside:


Email (vises kun for administrator) *:




*) For at kommentere indlægget SKAL du udfylde navn og email adresse. Din email benyttes udelukkende, hvis vi har behov for at komme i kontakt med dig, og den vises ikke på hjemmesiden for hverken robotter eller almindelige brugere.

Vi gør en dyd ud af at minimere risikoen for at din Email adresse vil blive fundet af SPAM-udbydere.
© Copyright 2005-2010

Konsulenthuset Schlæger
Holdgårdsvej 105
7260 Sønder Omme

Telefon: 3215 0545
Mobil: 3011 4373
Email: info@schlaeger.nu
Cvr: 3077 5309

© 2005-2010 Copyright, Handels- & købsbetignelser // Terms & Conditions | Valid HTML and CSS | login